EN BLÅ EU-PAGT

EØSU indledte sit arbejde med den blå pagt i januar 2023, og det officielle åbningsarrangement Tiden er inde til en blå EU-pagt blev holdt i februar 2023. I september 2023 fik initiativet politisk rygstød med en fælles opfordring fra EØSU og Europa-Parlamentet i form af et undertegnet brev til EU-landenes stats- og regeringschefer, der blev opfordret til at støtte og vedtage en ambitiøs blå EU‑pagt. Derudover skrev EØSU's formand Oliver Röpke i starten af september til Kommissionens formand Ursula von der Leyen og opfordrede hende til at prioritere vand højt på Kommissionens dagsorden. Et nyt initiativ om vandresiliens blev efterfølgende medtaget i Kommissionens prioriteter for 2024.

I oktober 2023 fremlagde EØSU sin opfordring til en blå EU-pagt, som består af en omfattende række anbefalinger til en bæredygtig vandpolitik for Europa som en strategisk prioritet. Arbejdet tager udgangspunkt i en række udtalelser om de sociale, økonomiske, miljømæssige og geopolitiske forhold omkring vand og udfordringerne på vandområdet, for så vidt angår landbruget, industrien, infrastruktur og bæredygtigt forbrug.

EØSU's formands erklæring om en blå EU-pagt indeholder 15 principper, der skal være retningsgivende for fremtidige EU-initiativer, og et sæt på 21 konkrete tiltag, som EØSU foreslår bliver implementeret hurtigst muligt. Vores mål er at få den blå EU-pagt vedtaget som en selvstændig strategisk prioritet for den nye Kommission. Denne opfordring har tiltrukket stor opmærksomhed fra politiske beslutningstagere og støtte fra en bred vifte af interessenter, bl.a. unge, industrien og miljøorganisationer. Der har været mange opfordringer fra civilsamfundsorganisationer om at arrangere opfølgende aktiviteter om dette tema.

Det europæiske borgerinitiativ "ECI med henblik på et vandintelligent og -resilient Europa"

Den 25. september 2024 registrerede Kommissionen et nyt borgerinitiativ med henblik på et vandintelligent og -resistent Europa. I borgerinitiativet efterlyses der en strategisk og holistisk handlingsplan for vand i Europa samt udvikling og implementering af komplementære politikker med dobbelte målsætninger på alle EU's politikområder. I borgerinitiativet henvises der til opfordringen til en blå EU‑pagt, og EØSU's erklæring er medtaget i bilaget.

Borgere i hele EU vil snart kunne underskrive borgerinitiativet.

Hvis initiativet inden for et år modtager mindst en million støttetilkendegivelser, og det fastlagte minimumsantal opnås i mindst syv forskellige medlemslande, skal Kommissionen reagere. Kommissionen skal beslutte, om den vil agere på baggrund af initiativet, og den skal begrunde sit valg. Yderligere oplysninger om processen findes her.

Nylige og kommende EØSU-arrangementer med forbindelse til den blå EU-pagt

Den blå pagt har også fået stor mediedækning. I 2023 rapporterede forskellige medier fra forskellige dele af EU om den blå EU-pagt omkring 100 gange – der var bl.a. tale om store aviser (såsom Politico, EurActiv og national presse), magasiner og tv-stationer (Euronews).

I midten af februar 2024 meddelte Kommissionen, at initiativet om vandresiliens var blevet aflyst indtil videre. EØSU og repræsentanter for Europa-Parlamentet og Det Europæiske Regionsudvalg underskrevet fælles brev, som blev sendt til Kommissionens næstformand Maroš Šefčovič. De tre institutioner efterlyste igen en ambitiøs blå EU-pagt og opfordrede indtrængende Kommissionen til at offentliggøre initiativet om vandresiliens så hurtigt som muligt, da vandkrisen allerede påvirker borgere, landbrugere, industrier, miljøet og samfundet som helhed.

EØSU står fast: Europa har brug for en blå EU-pagt. I betragtning af hvor vigtigt vand er, og hvor store de fremtidige udfordringer er, bør vand ikke kun betragtes som et miljøpolitisk anliggende under den grønne pagt. Der skal vedtages en uafhængig strategisk prioritet, der supplerer dekarboniseringsstrategien og indgår i alle EU-politikker. Der skal gøres noget nu.

Kommissionen iværksatte en EU-dækkende høring om vandets fremtid i Europa i forbindelse med EU's grønne uge, der i år handlede om vand. EØSU arbejder tæt sammen med Kommissionen om denne kampagne og bliver ved med at fremme sine nøglebudskaber om den blå EU-pagt som en samlet og strategisk tilgang til vand. Udvalget understreger, at der skal politisk vilje til for at overvinde vandkrisen.

EØSU vil fortsat samarbejde med EU-institutionerne og vigtige interessenter om at presse på, for at den blå pagt bliver en ny prioritet for EU i de kommende år. Udvalget er også i en aktiv dialog med medlemslandene og det bredere civilsamfund og arrangerer opfølgende aktiviteter og arrangementer med deltagelse af EØSU's medlemmer og delegerede.


Downloads

  • Call for an EU Blue Deal – highlights of October 2023 high-level conference
  • Highlights of "Time for an EU Blue Deal" kick-off conference in February 2023